Om skolen
Klassetrin og spor på skolen
Antal klassetrin på skolen: 0. klasse til 9. kl., dvs. 10 klassetrin.
Antal spor på skolen: Vi har et til to spor på hvert klassetrin på Thomasskolen.
Nøgletal
Få et overblik over centrale tal om Thomasskolen på Børne- og ungeministeriets hjemmeside her. Her findes offentliggjorte tal om karakterer, elever pr. klasse, elever, med mere.
Orientering om afgangsprøver
Skolen tilbyder prøver efter Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v., kapitel 2, §8a, og er ikke fritaget for nogen prøver. Elever, der går på Thomasskolen skal efter 9. kl. gå til Folkeskolens 9. klasses prøve (FP9)
Typer af tilbud efter skoletid
Thomasskolen har en velfungerende SFO med mange spændende tilbud til børnene i 0.-3.kl. Se yderligere oplysninger under SFO.
På skolen er der mulighed for at gå til undervisning i kor og musik.
De enkelte fag
Thomasskolen underviser i flg. fag:
Dansk, engelsk, tysk, historie, kristendomskundskab, samfundsfag, matematik, natur/teknologi, geografi, biologi, fysik/kemi, idræt, svømning, musik, billedkunst, madkundskab og håndværk/design.
Der undervises efter forenklede fælles mål, dog ikke i kristendomskundskab og seksualundervisning, hvor FKF's forslag til læreplaner følges, se læreplanerne her: Læreplan i kristendomskundskab og Læseplan i Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.
Der undervises i engelsk fra 2. klasse og tysk fra 5. klasse.
I 2.- 5. klasse er der mulighed for at tilmelde sig korundervisningen.
I 7. klasse vælger eleven et valgfag gældende for 7. og 8. klasse. Skolen udbyder Madkundskab, Musik og Håndværk/Design.
Pædagogiske principper
Medarbejderne ser det som deres vigtigste opgave at gøre Thomasskolen til en skole for livet i hele dets mangfoldighed.
-
En skole, der som udgangspunkt understreger Guds eksistens og kærlighed til mennesket og det skabte.
-
En skole, der viderebringer Bibelens budskab.
-
En skole, der bygger på det kristne livs- og menneskesyn.
-
En skole, der med relevant og god undervisning og inspiration forbereder eleverne til det videre uddannelsesforløb.
-
En skole, der vil forberede eleverne så de kan sige til og sige fra i det virvar af valgmuligheder, de har.
-
En skole, der vil opøve eleverne til etiske overvejelser i forholdet til deres medmennesker og omgivelser.
-
En skole, hvor samværet mellem elever og medarbejdere er præget af åbenhed, tryghed og respekt.
-
En skole, der med en udbygget og velnormeret fritidsordning ønsker at skabe helhed i børnenes hverdag med skoletid og fritid.
Hver skoledag begynder med enten andagt i klasserne eller fællessamling, hvor det kristne budskab forkyndes.
Pædagogikken
Thomasskolen tilbyder folkeskolens 9. klasseprøver. Skolen er fritaget for at føre til prøve i kristendomskundskab.
For Thomasskolen er det afgørende, at vi tager afsæt i det behov og potentiale, hver enkelt elev har. Vi ønsker at give eleverne en solid faglig undervisning, så de er godt rustet til folkeskolens 9. klasses prøve og deres videre uddannelse. Vi lægger desuden vægt på fællesskabet og den enkelte elevs værdi og ansvar i forhold til fællesskabet. Alle elever forventes at forberede sig hjemme til næste dags undervisning og opgaver. Også på den måde bliver eleven opfordret til at tage medansvar for undervisningen og egen og andres læring.
Inden for de enkelte fag søger vi at differentiere undervisningen, og i perioder arbejder vi tværfagligt og på tværs af klassetrin. Der indgår mange elementer i undervisningen fx. temauger, lejrskoler, ekskursioner, hytteture, praktik, gæstelærerbesøg, skolebesøg mv.
Vi er optaget af pædagogisk udvikling og forsøger at implementere den pædagogik, der netop passer ind på Thomasskolen som en kristen friskole med dens særlige formål og øvrige særkende.
Skolens indsatsområder
Kommunikation
Thomasskolen lægger vægt på et tæt skole-hjem-samarbejde.
Skolens ledelse udsender jævnligt nyhedsbrev til hjemmet med oplysninger om kommende aktiviteter m.v.
Klasselærerne udsender jævnligt informationsbrev eller informationer via ugeplanerne til klassens forældre og elever. Faglærerne tager kontakt til forældrene, når der er behov.
Skolen afholder klasseforældremøde en gang om året i august-september. Ved dette møde vælges i hver klasse to repræsentanter til skolens Forældreråd. I foråret afholdes et fælles forældremøde, som indeholder et fælles oplæg ved forskellige foredragsholdere og debat.
Skole-hjem-samtaler afholdes to gange om året, hvor den enkelte elevs trivsel og standpunkt er i fokus.
Vi er glade for at have en rigtig god og tæt kontakt til forældrene.
Klasseledelse
Der arbejdes målrettet i klasseteams om indsatser i de enkelte klasser. Der arbejdes målbevidst på at minimere støj og fremme et godt læringsmiljø i klasserne og på skolen som helhed.
Læsning
Hvert år har vi to årlige læsebåndsperioder, hvor hver dag begynder med 20 minutters læsning i klasserne. Vi oplever at læselysten og -standpunktet øges, og at eleverne nyder at kunne fordybe sig i en bog i ro og mag.
Elevevaluering og karakterer
Vi mener, det er vigtigt, at vi ikke for tidligt giver eleverne tal-karakterer, og derfor får de først karakterer i 8.-9. klasse.
Her følger vi UVM's retningslinjer. For 6. - 7. klasse evalueres elevens standpunkt efter en tredeling - nemlig om eleven fagligt ligger "over middelområdet", "i middelområdet" eller "under middelområdet."
For alle elever udfyldes elevplaner to gange om året, og der finder desuden en mundtlig evaluering sted ved skole-hjem samtalerne to gange om året. Disse samtaler drejer sig om, ud over en grundig faglig vurdering, hvordan eleven i øvrigt trives på skolen. Elevplanerne hjemsendes til hjemmene inden skole-hjem-samtalerne.
Eleverne udfylder inden samtalerne i efteråret et elevsamtaleark, som sammen med klasselærerens (og i indskolingen også klassepædagogens) elevsamtaler danner baggrund for skole-hjem-samtalen.
Eventuelle særlige undervisningstilbud
Thomasskolen er også en skole for de børn og unge, der har behov for en ekstra pædagogisk indsats. Der samarbejdes tæt med Ballerup Kommunes CEBUR om undervisningen af disse børn. Skolen tilbyder støtteundervisning for elever med behov for et fagligt løft, ekstra timer i dansk til to-sprogede børn samt støtte til elever med dysleksi.
I 0. , 1., 2. og 3. klasse gøres en særlig indsats for at sikre, at alle børn trives og kommer godt i gang med skolelivet og læseindlæringen. Skolen tilrettelægger målrettet sprog- og læse- og matematikundervisning for grupper af børn i 0.-2. klasse i nogle lektioner ugentligt. Klassepædagogen deltager desuden i 0.-3. klasse i faste ugentlige timer med fokus på social læring og trivsel og deltager på hytteture, idrætsdage, udflugter m.m.
Lektiepolitik
Skole og hjem er hinandens vigtigste og nærmeste samarbejdspartnere omkring vores elevers og jeres børns læring og udvikling. Vi, såvel som I, ønsker at se jeres barn trives i deres faglige udvikling. Børn er nysgerrige og deres læring foregår i alle mulige kontekster på forskellige tidspunkter. Sammen med jer vil vi gerne anerkende dem, når de gør deres bedste og se dem, når de lykkes. Det vokser man af. Lektier, som gives i sammenhæng med det, der foregår i undervisningen, styrker elevens faglige og personlige udvikling, og vi betragter lektier som en integreret del af undervisningen og elevens læring. Lektier er ikke et mål i sig selv, og derfor vil der ikke altid være lektier. Men nogle ting skal trænes, og hver gang man øver sig, bliver man dygtigere, når man udfordres tilpas. I lektiedagbogen skriver lærerne lektierne.
✓ Især i indskolingen skaber I rammerne. Gør det til en hyggelig stund, sæt en tidsramme og overhold den, også selvom I ikke kommer i mål. Find et godt tidspunkt på dagen, hvor det fungerer godt for jer selv. Det svære kan være at komme i gang, men når børnene ved, hvor længe de skal koncentrere sig, hjælper det ofte. Lektien er at tage bøgerne op af tasken hver dag, at fortælle om skoledagen hjemme og se, om en opgave mangler at blive lavet.
✓ På mellemtrinnet tager eleverne mere og mere ansvar. Ros børnene. Det har de stadig brug for. Når børnene bliver lidt større, kan det stadig være at afslutte opgaver fra timen, at øve sig i færdigheder, f.eks. tabeller, øve små foredrag og lignende. Hjælp eleverne med at kigge frem i lektiedagbogen.
✓ I udskolingen tager flere elever selvstændigt ansvar, men nogle vil stadig have brug for støtte fra jer. Når eleverne bliver ældre, udvides lektier til skriftlige afleveringer, fremlæggelser og lignende. Hjælp eleverne med at kigge frem i lektiedagbogen, så de kan planlægge deres tid.
Anbefaling til tidsramme: Hvis lektiemængden opleves for stor, er I velkomne til at gå i dialog med lærerne.
✓ Indskoling: Højst 15-20 min. daglige lektier. Gradvis øgning.
✓ Mellemtrin: Højst 20-30 min. daglige lektier. Gradvis øgning.
✓ Udskoling: Højst 45-60 min. daglige lektier. Tidsforbruget vil ikke fordele sig jævnt mere, men der vil være brug for mere tid i perioder med afleveringer.
Læsning:
Læsning, både selvlæsning og højtlæsning, er fundamentet for alt det, eleverne skal lære. Her får de gode læseoplevelser, træner generel udholdenhed og koncentration, her opbygger de ordforråd, læser sig til ny viden, træner deres læsehastighed og læseforståelse. De samler gennem læsningen på fælles oplevelser med klassekammerater, får fred fra dagligdagens mange krav i et frirum osv. Daglig læsetræning og gode læseoplevelser er afgørende for elevens videre læring i alle fag. På Thomasskolen ønsker vi, at alle elever gennem hele deres skolegang læser dagligt for at udvikle deres læsekompetence. Børn er forskellige. Derfor er nedenstående tidsramme igen en anbefaling:
✓ Indskoling: 30 min. daglig læsning. Den første tid læser I for jeres barn. Gradvist overtager barnet læsningen for jer, søskende, bedsteforældre, bamser osv.
✓ Mellemtrin: 30 min. daglig læsning med forældre eller som selvstændig læsning. Lydbøger eller højtlæsning kan fungere
som supplement, hvis man har svært ved at læse.
✓ Udskoling: Tidsforbruget kan svinge fra dag til dag. Det vigtigste er, at de unge læser noget, de synes er spændende eller sjovt for at bevare motivation og læseglæde. Vi anbefaler ikke skærmlæsning som primær læseform. Er man ordblind, betragtes lydbøger og podcasts som en vigtig kilde til læseoplevelser og øgning af ordforråd og viden om verden, og det fungerer på lige fod med selvlæsning især for denne målgruppe.
